Ham, der gør mig glad helt ned i maven – hver dag.
I dag er det 16 år siden den unge, fornuftige 14-årige pige steg på toget fra den lille landsby hun boede i med sine forældre. Togturen tog et kvarters tid, men føltes som en evighed. Hendes hjerte bankede helt oppe i halsen. Aftenen forinden havde den flotte, lidt ældre fyr fra overklassen i folkeskolen SMS’et mens hun sad midt i lektierne. Han ville mødes. De havde talt sammen weekenden forinden til en fest, men hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han havde lagt mærke til hende på dén måde. Faktisk troede hun først, at det var nogen, der lavede sjov med hende og hun ringede derfor til nummeret, der SMS’ede. I en anden ende hørte hun hans dybe, mandige stemme. Helt nervøs smed hun røret på. Det VAR ham!
De havde SMS’et lidt frem og tilbage og han havde til sidst fået overtalt hende til, at de sammen skulle tage en pjækkedag fra skolen den efterfølgende dag. Hun stod op, gjorde sig klar og tog toget til vanlig tid, men i stedet for at gå over broen fra stationen til skolen, så gik hun videre ned ad perronen og mødte ham. De gik sammen hjem til hans teenageværelse, snakkede og snakkede i timevis indtil hun skulle på arbejde. De kyssede. Det første kys. Han fulgte hende på arbejde, de snakkede hele vejen og hun gik på arbejde med hovedet fuld af tanker. Om ham.
Nu står vi her, præcis 16 år senere. Den unge pige er nu en kvinde på 30 år. Stadig fornuftig, men knap så spændstig i huden og det blonde farvede hår er nu helt ‘økologisk’ i egen leverpostejsnuance og rynkerne lidt flere. Den flotte mand er kun blevet flottere og flottere med årene. Det mørke hår har fået selskab af en masse grå, stemmen er stadig dyb og varm og kærligheden er intakt. Havde nogen fortalt mig, at vi ville stå her 16 år efter i vores eget lille hus i byen vi første gang mødtes. At vi ville have en helt almindelig travl hverdagsmorgen med vores to børn, skåle fuld af havregryn og bugnende vasketøjskurve, så havde jeg nok ikke troet det. Men jeg skal være ærlig og sige, at min teenagehjerne drømte om, at netop dén dejlige unge mand skulle blive faren til mine børn. Jeg var i hvert fald sådan en teenager, der allerede dengang drømte om min egen lille familie og jeg vidste der var noget særligt ved ham. Det kunne jeg hurtigt mærke. Så jeg føler mig selvsagt meget heldig.
Fra den kolde morgen for 16 år siden til denne morgen 16 år efter er der sket umanerlig meget. På godt og ondt. Vi kan nu sætte hak ved de klassiske voksenting; børn, bryllup og egen bolig. Og alligevel er jeg sikker på, at livet fortsat kommer til at byde os på mange flere fantastiske eventyr sammen. Og jeg glæder mig.
Mit livs eneste pjækkedag blev starten på noget af det bedste i mit liv. Så selvom jeg ikke vil anbefale børn og unge at pjække, så fortryder jeg ikke nu, at jeg gik glip af lidt dansk, tysk og matematik den ene dag. Jeg fik så meget andet igen.
Pludselig beder jordemoderen mig om at tage mine hænder ned og jeg tager selv imod hende. Hun er helt varm og klistret og dejlig. Kl. 02.13 er Elin født. Under en halv time efter bilen trillede ind på parkeringspladsen foran sygehuset. En stor, fin baby med kulsort hår. Hun var 4.210 gram og 54cm lang. Jeg endte med at gå 10 dage over termin.
Med Iben varede alene selve pressefasen en times tid. Det var den vildeste oplevelse denne gang. En hurtig fødsel, der nærmest var overstået før den gik i gang og så tilmed så helt igennem perfekt. Det var meget bedre end jeg havde kunne ønske mig og jeg var helt høj på oplevelsen bagefter, modsat første gang. De boksede lidt med at få moderkagen ud efterfølgende. Jeg fik et par akupunkturnåle i tæerne og det endte med at lykkes. Elin kom op til mig og hun spiste så fint ved mig. Det var på alle mulige måder dét scenarie jeg havde drømt om helt tilbage fra min første graviditet og fødsel. Mor, Far og barn, der oplever hinanden for første gang. Og den her gang var der én facet mere. Og måske faktisk noget jeg, om muligt, glædede mig endnu mere til end til selv at møde Elin. Jeg glædede mig til mødet mellem Iben og Elin.
Det store møde og den store kærlighed
Iben havde hele tiden sagt, at hun ville med på hospitalet når hendes lillesøster skulle fødes. Til det havde vi sagt, at hun skulle være hos Mormor og Morfar mens jeg fødte og at hun skulle komme og hente os på hospitalet når lillesøster var kommet. Jeg gik i fødsel efter Iben var faldet i søvn derhjemme og jeg havde født længe før hun vågnede igen. Så hun havde slet ikke nået at opfange lillesøster for alvor var på vej. Vi måtte spørge om lov til at blive på fødestuen indtil Iben havde været og hente os, og heldigvis var der ikke travlt, så vi fik lov at blive en time eller to ekstra. Vi spiste toast og drak saft og så solen gå op over Hillerød by, mens vi ventede på, at min mor skulle komme med Iben. Som den trofaste følger på Instagram vil vide, så sover Iben ikke voldsomt længe om morgenen, så det var lidt heldigt lige i den her forbindelse.
Mark hentede min mor og Iben da de ankom på hospitalets parkeringsplads og sammen gik de ind og mødte det lille nye familiemedlem. Jeg nåede ikke at få billeder undervejs af fødslen fordi det hele gik så hurtigt, til gengæld fik gik så mange andre ønsker i opfyldelse og et af dem var, at jeg i smug fik filmet Ibens første møde med Elin. Det var indbegrebet af kærlighed ved første blik. Jeg måtte fælde en lille lydløs tåre, da vi alle fire var samlet. Helt sunde og raske.
Det var alt det jeg havde håbet på og mere til.
Efterspil
Selvom veerne var voldsomme, efterveerne grumme og alt hvad der nu måtte høre med sådan en fødsel, så forvandlede jeg mig til den type, jeg altid har svoret løj. Jeg blev sådan en jeg-kunne-gøre-det-igen-i-morgen type. Jeg havde det kort efter fødslen sådan var-det-bare-dét? Den her fødsel som jeg havde gået og gjort mig selv mentalt klar til, som jeg havde frygtet skulle ende i kunstig vestorm og det, der er værre. Den var bare sådan – bum – færdig og overstået. På kortere tid end en spillefilm i biffen fra første ve til hun var ude. Arghmen for pokker, det tager mig længere tid at vaske en maskine tøj! Det var helt surrealistisk. Og ja, det gjorde ondt, gu’ gjorde det ondt. Men det var så hurtigt og intenst, at jeg, sammenlignet med første gang, følte det var en relativt nem opgave. Elin kom ud og havde det så godt, og den her gang var jeg bare så lykkelig.
Det hele føltes fuldendt. Nu er vores lille familie fuldtallig.
Den stolte storesøster fik lov til at sætte Elins nål på fødselstavlen på fødegangen inden vi alle fire kørte hjem sammen.
Det endte faktisk med, at jeg ikke rigtig kunne falde i søvn den aften. Iben sov lidt uroligt og endte i vores seng. Hun lå helt op ad min ryg, og set i bakspejlet er det her nok første tegn på, at der var noget under opsejling. Ved min fødsel med Iben kunne jeg nemlig ikke holde ud hvis folk rørte ved mig, og den her aften kunne jeg slet ikke holde ud, at hun lå der op ad mig. Jeg var nødt til at lægge mig ind i stuen på vores daybed i stedet. Her havde jeg svært ved at falde i søvn og endte med at ligge lidt og kigge på min telefon. Jeg tog lidt tid på plukkeveerne, som så mange aftener før, i håbet om, at der skulle vise sig et mønster, som ville udvikle sig til noget rigtigt. Pludselig måtte jeg på wc (jeg skal spare jer for maleriske detaljer, men jeg kan afsløre, at naturen havde tænkt sig at give mig lavment). Jeg havde svært ved at komme fra toilettet igen og hvad der kunne virke som veer rullede ind over mig. Varigheden var ca. 1 minut og der var omkring 2 minutter imellem. Veerne føltes på en måde ikke som ved fødslen af Iben, så selvom jeg i dag tænker, at det var tåbeligt af mig at være i tvivl, så var jeg det alligevel lidt. Med Iben nev og rev det i min lænd som grumme menstruationssmerter og jeg havde den vildeste følelse af, at nogen har sat et kosteskaft i rumpen af mig. Min lænd var helt og aldeles ufleksibel. Denne gang føltes det anderledes.
Jeg fik langt om længe gået de ti skridt fra badeværelset ud til køkkenet, fordi jeg pludselig var umådelig tørstig. Det føltes som en uoverskuelig opgave at tilbagelægge den distance. Selvom Mark ellers tit sover ret tungt og ikke vågner så let, stod han pludselig hos mig og så lidt bekymret ud. Han spurgte om vi ikke skulle få fat i fødegangen, hvortil mit svar var, at det var fjollet at gøre nu Iben lå og sov og vi alligevel ikke kunne køre derhen når hun sov. Super rationelt. Hvad havde jeg tænkt mig? At vente til næste morgen for ikke at forstyrre nogen om natten? Heldigvis var Mark lidt mere fattet end mig i situationen og fik hurtigt ringet først min mor op og dernæst fødegangen. Jeg havde imellemtiden forvildet mig tilbage på toilettet og han kom ud med telefonen – for som altid ville jordemoderen gerne snakke med den fødende; mig. Og det fik hun lov til. Det tog hende ikke mange sekunder at sige vi bare skulle komme afsted. Min mor ankom, Mark pakkede de tusind ting jeg havde samlet sammen til fødslen ud i bilen og han forsikrede mig, at han havde lagt vådliggerlagen på passagersædet – jeg bekymrede mig åbenbart en del om vores næsten nye bils sæder.
Afsted mod hospitalet
Da jeg skulle i tøjet opgav jeg at få alle lag på og dér vidste jeg, at jeg var i fødsel. Ved fødslen med Iben følte jeg også, at jeg var godt i fødsel, da Mark på undersøgelsesstuen måtte hjælpe mig af med bukser og undertøj. Sådan noget vil jeg normalt absolut ikke have hjælp til, så når jeg helt opgiver at gøre mig anstændig, ja så ved jeg, at jeg er presset. Jeg kom dog i kjolen og fik med meget besvær bevæget mig ud i vores gang, hvor jeg stillede mig med veer op ad vores kommode. Jeg kunne nærmest ikke gå, for ved hver bevægelse var det som om der kom en ny ve. Min mor står i køkkenet og kigger ud på mig, mens jeg læner mig forover mod kommoden. Mark står skråt bagved. Det er som om de begge går helt i stå og bare kigger på mig midt i en ve. Som om nogen har trykket på en pauseknap og alt omkring mig går i stå og de bare iagttager mig. Jeg får fremstammet ‘I skal IKKE kigge på mig!’. Hvilket helt klart var endnu et tegn på, at fødslen var godt i gang. Den sætning fik jeg vidst også sagt et par gange, da jeg fødte Iben. Det er som om man kan klare SÅ meget smerte, men når dem man elsker kigger bekymret på én, så kan man ikke bære det. Virkelig underligt, men sådan har jeg det.
Hvor irriterende jeg end synes det var, at de lige iagttog mig der, så var det nok meget godt, at de begge forstod, at det snart var tid til at komme afsted. Jeg begyndte at få veer 00.30, min mor blev ringet op 01.00 og var ved os under ti minutter efter, en halv times tid efter hun bliver ringet op er vi kørt mod sygehuset. Vi har ikke mange kilometer til sygehuset, og natten til torsdag var vejene heldigvis helt øde. Så Mark kunne sikkert, men hurtigt, få fragtet os frem. I et kryds, en lille kilometer fra sygehuset er han ved at holde for gult og jeg må kort og bestemt bede ham om bare at køre. Nu. Jeg vil både gerne hurtigt frem, samtidig med, at jeg ikke vil have han kører for hurtigt, bremser for hårdt osv. osv. Det er ikke nemt at være chauffør for en kvinde i fødsel. Faktisk var jeg lige ved at bede ham om at holde ind til siden i dét kryds, hvor han var ved at holde for gult lys. Jeg følte sådan jeg skulle lave, ehm, stort. Og det skulle så absolut ikke ske i vores bil. Heldigvis tænkte jeg klart nok til bare at bede ham skynde sig op på hospitalet.
Det sidste billede af maven, taget på vej i elevatoren op til fødegangen…
Hjææææælp!
Da vi svinger ind på hospitalets parkeringsplads udstikker jeg en kort ordre; ‘Sæt mig af ved hovedindgangen. Find den første plads du kan og tag min vandrejournal med. Du skal ikke begynde at tage noget andet med. Bare kom!’ Jeg gik mod indgangen og fik ringet på, som man skal når man kommer om natten. Jeg trykker på den lille klokke og får vidst udstødt et mindre ve-brøl, lige der i indgangen med ansigtet krænget i smerter og vendt op mod dørtelefonenskamera, mens jeg venter på at blive trykket ind. Heldigvis går døren hurtigt op, jeg går (så hurtigt man nu kan med en vandmelon på vej ud af underlivet) over og tager elevatoren op til fødegangen. I elevatoren får jeg taget mig et grynet, sløret billede af maven. Jeg ville bare lige have ét sidste billede af maven. Klokken er 01.44. Dørene går op, jeg træder ud af elevatoren og råber helt hult ‘hjæææælp!’. Der kommer en forvirret dame ud fra et venteværelse (jeg har tit tænkt på hvad hun lavede der om natten, men måske hun ventede på en fødende). Hun får åbnet dørene til fødegangen og kaldt efter en kørestol. Inden jeg når i kørestolen støder Mark til. Han har været hurtig til at parkere og komme ind.
De kører mig ned for enden af gangen og ind på den første fødestue der er. Her står tre mand høj og okser for at klargøre en sansestue til mig. De havde læst mine ønsker. Allerede der blev jeg bare tryg og glad. Jeg blev gelejdet op på briksen og fik besked på, at jeg skulle undersøges. Som sagt så gjort. Jeg får sagt, at jeg altså føler jeg skal lave stort, hvortil jordemoderen siger ‘du presser bare’. Jeg tænkte ‘ad nej!’ Godt nok kan der forekomme uheld under en fødsel, men ikke om jeg ville gøre den slags med fuldt overlæg. Jordemoderen fortæller mig, at jeg nok ikke når at komme i kar, da det tager en times tid at fylde op og hun siger igen ‘du presser bare, Natasja. Du er 10 centimeter åben og klar til at føde.’
WHAT?!!!! Så var det altså en baby jeg kunne mærke på vej ud på køreturen og ikke hvad jeg ellers havde frygtet. Det var heldigt, at jeg ikke fik overtalt Mark til at holde ind til siden undervejs på turen til hospitalet. Det hele går meget hurtigt. Jeg når at opfatte, at jordemoderen henvender sig til Mark og siger ‘husk at trække vejret – du skal ikke presse med’ og dernæst kom en SOSU susende med en stol han kunne sidde på så han ikke dejsede om midt i fødslen. Han har efterfølgende fortalt det hele var så intenst og han blev overrasket over, at der praktisk talt var et hoved på vej ud af mig i det øjeblik jeg lagde mig på briksen, så det havde taget pusten lidt fra ham. Det forstår jeg egentlig godt.
