lykken er #87

Lidt billeder fra en af vores pæne gåture med barnevognen i det flotte efterårsvejr

Det er torsdag aften og jeg har netop sat mig for at forfatte en lille liste over lykkestunder fra den forgangne uge. Mørket er faldet på, lyset er dæmpet og et enkelt stearinlys flakser på bordet ved siden af en buket blomster fra barnedåben, der stædigt holder ud knap to uger efter. Jeg er alene hjemme med pigerne, hvilket jeg er mindst en aften om ugen. Vi har så småt fundet vores rytme når vi har de her alene-hjemme aftener, og vi har haft en hyggelig eftermiddag og aften i dag. Det er nu lykkes mig at få puttet begge. Elin ligger og prutter melodier i slyngevuggen og Iben ligger trygt i hendes juniorseng og sover efter højtlæsning fra bog, selvdigtet eventyr og hundrede omgange af første vers i ‘Solen er så rød Mor’ (af en eller anden grund kan jeg ikke huske mere, selvom jeg har prøvet at lære det). Nu vil jeg spendere lidt tid på at opsummere lidt højdepunkter fra ugen, der er gået og så tror jeg, at jeg vil joine pigerne i drømmeland bagefter. Husk, at jeg gerne høre jeres bud på jeres egen lykkeliste i kommentarfeltet. Her får I min liste.

Lykken er…

  • At svøbe sin lidt for bløde morkrop i helt nye og mindst lige så bløde håndklæder efter et varmt bad.
  • At sætte lidt tid af til at fordybe mig i at tegne. Dronningen sagde selv i hendes nytårstale, at man skulle huske at lave noget ‘uvigtigt’. Så det gjorde jeg lige lidt…
  • Hjemmelavet pizza bianca med kartofler. Så syndigt, så velsmagende.
  • At læse bøger sammen med Iben. Jeg savner nogle gange at være alene med hende. Bare hende og mig. Jeg trøster mig med, at det nok skal komme igen. Så håber jeg bare ikke, at hun synes jeg er nederen og pinlig til den tid. Og indtil da stjæler jeg mig al den alenetid med hende jeg kan når Elin sover og de huslige pligter ikke lige kalder.
  • Gåture i det pæne efterårsvejr. Det er den eneste motion jeg får for tiden, men hånden på hjertet, så er det nok også en af mine yndlings motionsformer – selvom effekten af sådan en omgang er minimal.

Hvad står der på jeres lykkeliste?

 

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook

lykken er #86

Billede fra lillesøsters dåb sidste weekend

Fredage fejres bedst med en lille opsummering af alt det gode livet har budt på den seneste tid. Det er så rart at kunne holde weekend med et smil på læben. På trods af mere eller mindre modgang er der oftest ét eller andet, der er rart i hverdagen. De der små glimt af lykke. Og det kan være rart at huske på netop de gode ting – især hvis alt andet er lidt gråt i gråt, men egentlig også når tingene generelt går godt. Det er aldrig skidt at tage sig et par minutter til at værdsætte livets små og store lykkestunder. Her deler jeg mine, I skal være velkomne til også at dele jeres med mig.

Lykken er…

  • En god, frisk gåtur i Dyrehaven, der så småt trækker i efterårets brændte farver.
  • Babygrin – med lyd. Er det ikke bare noget af det allerbedste? Sådan helt nede fra maven.
  • En frisørtur med hårvask, hårkur og hele baduljen. Jeg elsker at få ordnet håret, men besøger min frisør alt for sjældent. Derfor var jeg klar på at vinke farvel til de lange lokker og få det klippet godt kort. Det føles befriende.
  • En veloverstået barnedåb. Også selvom de pokkers heliumballoner ikke ville samarbejde…
  • Nye vinduer i huset. Nu er næsten alle vinduer skiftet til nye, pænere versioner. Der mangler kun to, som først bliver skiftet når vi (engang) skal lave køkken.
  • Smukke, varme solskinsdage i oktober.
  • At have hjemmet fuld af blomsterbuketter.
  • Når det lykkes at putte begge børn uden hjælp og det hele går roligt og hyggeligt for sig.
  • Gåture hjem fra børnehaven med Iben, der rundhåndet deler ud af hendes guldkorn på vejen. 3-årige er herlige.

Hvad står der på jeres lykkeliste?

 

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook

lykken er #85

Sød, sovende baby i slyngevugge og varm kaffe – total yndlings barselssæt!

Det er blevet mandag og efter et par uger uden, er det atter blevet tid til at opsummere lidt lykkestunder. Normalt er det om fredagen jeg deler mine lykkestunder, men denne gang kommer de med forsinkelse. Jeg håber I får den dejligste uge.

Lykken er…

  • Når begge børn sover lur samtidig. Børn er søde, men altså… sovende børn er også pænt dejlige.
  • Besøg af veninder, som jeg ser alt for sjældent. Og tilmed med sovende børn under næsten hele besøget. Win!
  • Når Iben river hele blomster op med rod i haven og kommer gående stolt med blomsten foran sig i strakt arm og siger ‘en blomst til dig Mor, jeg elsker dig!’ Så er hun helt undskyldt sabotagen af haven.
  • Helt legalt at kunne shoppe amok i balloner, servietter og deko til den forestående dåbsfest. Jeg elsker den slags nips. Jeg har bl.a. købt sukkerrørstallerkener her.
  • Familieferie på børnenes præmisser; der var både Legoland, Lalandia og naturlegeplads på programmet. Lykken i ens barns øjne smitter.
  • En stor varm latté.

Kan I nikke genkendende til noget af det, der står på min liste? Hvad står der på jeres lykkeliste for de sidste par uger?

 

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook