fødselsberetning – andet barn #3

Her har jeg ramt terminsdagen og tæller for alvor ned til fødslen…

Læs det foregående afsnit her…

Uro og… veer?

Det endte faktisk med, at jeg ikke rigtig kunne falde i søvn den aften. Iben sov lidt uroligt og endte i vores seng. Hun lå helt op ad min ryg, og set i bakspejlet er det her nok første tegn på, at der var noget under opsejling. Ved min fødsel med Iben kunne jeg nemlig ikke holde ud hvis folk rørte ved mig, og den her aften kunne jeg slet ikke holde ud, at hun lå der op ad mig. Jeg var nødt til at lægge mig ind i stuen på vores daybed i stedet. Her havde jeg svært ved at falde i søvn og endte med at ligge lidt og kigge på min telefon. Jeg tog lidt tid på plukkeveerne, som så mange aftener før, i håbet om, at der skulle vise sig et mønster, som ville udvikle sig til noget rigtigt. Pludselig måtte jeg på wc (jeg skal spare jer for maleriske detaljer, men jeg kan afsløre, at naturen havde tænkt sig at give mig lavment). Jeg havde svært ved at komme fra toilettet igen og hvad der kunne virke som veer rullede ind over mig. Varigheden var ca. 1 minut og der var omkring 2 minutter imellem. Veerne føltes på en måde ikke som ved fødslen af Iben, så selvom jeg i dag tænker, at det var tåbeligt af mig at være i tvivl, så var jeg det alligevel lidt. Med Iben nev og rev det i min lænd som grumme menstruationssmerter og jeg havde den vildeste følelse af, at nogen har sat et kosteskaft i rumpen af mig. Min lænd var helt og aldeles ufleksibel. Denne gang føltes det anderledes.

Jeg fik langt om længe gået de ti skridt fra badeværelset ud til køkkenet, fordi jeg pludselig var umådelig tørstig. Det føltes som en uoverskuelig opgave at tilbagelægge den distance. Selvom Mark ellers tit sover ret tungt og ikke vågner så let, stod han pludselig hos mig og så lidt bekymret ud. Han spurgte om vi ikke skulle få fat i fødegangen, hvortil mit svar var, at det var fjollet at gøre nu Iben lå og sov og vi alligevel ikke kunne køre derhen når hun sov. Super rationelt. Hvad havde jeg tænkt mig? At vente til næste morgen for ikke at forstyrre nogen om natten? Heldigvis var Mark lidt mere fattet end mig i situationen og fik hurtigt ringet først min mor op og dernæst fødegangen. Jeg havde imellemtiden forvildet mig tilbage på toilettet og han kom ud med telefonen – for som altid ville jordemoderen gerne snakke med den fødende; mig. Og det fik hun lov til. Det tog hende ikke mange sekunder at sige vi bare skulle komme afsted. Min mor ankom, Mark pakkede de tusind ting jeg havde samlet sammen til fødslen ud i bilen og han forsikrede mig, at han havde lagt vådliggerlagen på passagersædet – jeg bekymrede mig åbenbart en del om vores næsten nye bils sæder.

Afsted mod hospitalet

Da jeg skulle i tøjet opgav jeg at få alle lag på og dér vidste jeg, at jeg var i fødsel. Ved fødslen med Iben følte jeg også, at jeg var godt i fødsel, da Mark på undersøgelsesstuen måtte hjælpe mig af med bukser og undertøj. Sådan noget vil jeg normalt absolut ikke have hjælp til, så når jeg helt opgiver at gøre mig anstændig, ja så ved jeg, at jeg er presset. Jeg kom dog i kjolen og fik med meget besvær bevæget mig ud i vores gang, hvor jeg stillede mig med veer op ad vores kommode. Jeg kunne nærmest ikke gå, for ved hver bevægelse var det som om der kom en ny ve. Min mor står i køkkenet og kigger ud på mig, mens jeg læner mig forover mod kommoden. Mark står skråt bagved. Det er som om de begge går helt i stå og bare kigger på mig midt i en ve. Som om nogen har trykket på en pauseknap og alt omkring mig går i stå og de bare iagttager mig. Jeg får fremstammet ‘I skal IKKE kigge på mig!’. Hvilket helt klart var endnu et tegn på, at fødslen var godt i gang. Den sætning fik jeg vidst også sagt et par gange, da jeg fødte Iben. Det er som om man kan klare SÅ meget smerte, men når dem man elsker kigger bekymret på én, så kan man ikke bære det. Virkelig underligt, men sådan har jeg det.

Hvor irriterende jeg end synes det var, at de lige iagttog mig der, så var det nok meget godt, at de begge forstod, at det snart var tid til at komme afsted. Jeg begyndte at få veer 00.30, min mor blev ringet op 01.00 og var ved os under ti minutter efter, en halv times tid efter hun bliver ringet op er vi kørt mod sygehuset. Vi har ikke mange kilometer til sygehuset, og natten til torsdag var vejene heldigvis helt øde. Så Mark kunne sikkert, men hurtigt, få fragtet os frem. I et kryds, en lille kilometer fra sygehuset er han ved at holde for gult og jeg må kort og bestemt bede ham om bare at køre. Nu. Jeg vil både gerne hurtigt frem, samtidig med, at jeg ikke vil have han kører for hurtigt, bremser for hårdt osv. osv. Det er ikke nemt at være chauffør for en kvinde i fødsel. Faktisk var jeg lige ved at bede ham om at holde ind til siden i dét kryds, hvor han var ved at holde for gult lys. Jeg følte sådan jeg skulle lave, ehm, stort. Og det skulle så absolut ikke ske i vores bil. Heldigvis tænkte jeg klart nok til bare at bede ham skynde sig op på hospitalet.

Det sidste billede af maven, taget på vej i elevatoren op til fødegangen…

Hjææææælp!

Da vi svinger ind på hospitalets parkeringsplads udstikker jeg en kort ordre; ‘Sæt mig af ved hovedindgangen. Find den første plads du kan og tag min vandrejournal med. Du skal ikke begynde at tage noget andet med. Bare kom!’ Jeg gik mod indgangen og fik ringet på, som man skal når man kommer om natten. Jeg trykker på den lille klokke og får vidst udstødt et mindre ve-brøl, lige der i indgangen med ansigtet krænget i smerter og vendt op mod dørtelefonenskamera, mens jeg venter på at blive trykket ind. Heldigvis går døren hurtigt op, jeg går (så hurtigt man nu kan med en vandmelon på vej ud af underlivet) over og tager elevatoren op til fødegangen. I elevatoren får jeg taget mig et grynet, sløret billede af maven. Jeg ville bare lige have ét sidste billede af maven. Klokken er 01.44. Dørene går op, jeg træder ud af elevatoren og råber helt hult ‘hjæææælp!’. Der kommer en forvirret dame ud fra et venteværelse (jeg har tit tænkt på hvad hun lavede der om natten, men måske hun ventede på en fødende). Hun får åbnet dørene til fødegangen og kaldt efter en kørestol. Inden jeg når i kørestolen støder Mark til. Han har været hurtig til at parkere og komme ind.

De kører mig ned for enden af gangen og ind på den første fødestue der er. Her står tre mand høj og okser for at klargøre en sansestue til mig. De havde læst mine ønsker. Allerede der blev jeg bare tryg og glad. Jeg blev gelejdet op på briksen og fik besked på, at jeg skulle undersøges. Som sagt så gjort. Jeg får sagt, at jeg altså føler jeg skal lave stort, hvortil jordemoderen siger ‘du presser bare’. Jeg tænkte ‘ad nej!’ Godt nok kan der forekomme uheld under en fødsel, men ikke om jeg ville gøre den slags med fuldt overlæg. Jordemoderen fortæller mig, at jeg nok ikke når at komme i kar, da det tager en times tid at fylde op og hun siger igen ‘du presser bare, Natasja. Du er 10 centimeter åben og klar til at føde.’ 

WHAT?!!!! Så var det altså en baby jeg kunne mærke på vej ud på køreturen og ikke hvad jeg ellers havde frygtet. Det var heldigt, at jeg ikke fik overtalt Mark til at holde ind til siden undervejs på turen til hospitalet. Det hele går meget hurtigt. Jeg når at opfatte, at jordemoderen henvender sig til Mark og siger ‘husk at trække vejret – du skal ikke presse med’ og dernæst kom en SOSU susende med en stol han kunne sidde på så han ikke dejsede om midt i fødslen. Han har efterfølgende fortalt det hele var så intenst og han blev overrasket over, at der praktisk talt var et hoved på vej ud af mig i det øjeblik jeg lagde mig på briksen, så det havde taget pusten lidt fra ham. Det forstår jeg egentlig godt.

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook