Jeg elsker de her to!

Selvom vi allerede har to børn, kan spørgsmålet om hvorvidt vi skal have flere godt komme op.

Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have to børn. Ikke flere, ikke færre (hvis jeg da selv kunne bestemme). Jeg er selv vokset op med en søster, der er knap tre år ældre end mig og det har været helt perfekt i min optik. Det har aldrig været en mulighed for mig at skulle have mere end to børn. Ét barn har jeg heller ikke helt været nede med tanken om. To føltes som mit rette antal. Det passer med antallet af værelser i vores hus, pladsen i bilen, en klassisk charterferie er bygget op om en familie på fire osv. osv. Men så skete det jo, at jeg var så heldig at føle mig som en superkvinde ved min anden fødsel. Vi har fået babyen, der går under tilnavnet Elin Evigglad og ja, så bliver man jo helt i tvivl…

Forleden stod vi og snakkede over opvasken og på en eller anden måde fik Mark spurgt om noget med, om jeg da vil have flere børn? Jeg tøvede. Mit svar faldt ikke promte. Stilheden sagde mere end ord kunne. Jeg var åbenbart ikke så afklaret som jeg troede jeg var. Det var ikke så sort/hvidt. For egentlig, så føler jeg mig vildt vemodig over, at det er ‘slut’ nu. Jeg har prøvet at være gravid, jeg har været til min sidste scanning, jeg kommer ikke til at skulle afsløre flere graviditeter eller kønnet på et kommende barn, jeg kommer ikke til at mærke små spark indeni mere og jeg skal ikke igennem flere fødsler, første møder eller barsler. Det er ikke bare et kapitel, der er forbi. Jeg vil nærmere sige, at det er en virkelig god bog, der lakker mod enden. Og når man lige har læst en rigtig god bog, så vil man bare gerne have mere af dén og dens univers og man er måske lidt tilbageholden med at opstarte en ny. For det bliver jo ikke helt det samme. Sådan har jeg det nok lidt med det med at få børn. Jeg skal lige lade det synke ind, at jeg nu er på vej mod en anden fase i mit liv. Det har været et stort ønske og en form for milepæl for mig at få børn. Nu kan jeg sætte kryds ved den ‘bedrift’ og i virkeligheden bør jeg kun være glad og lykkelig for, at jeg har fået mig præcis dét jeg drømte om. Og det er jeg også. Glad og lykkelig.

Men lidt ligesom jeg godt gad blive gift igen (med Mark altså), så gad jeg også godt opleve hele magien omkring et nyt menneskes tilblivelse én gang til. Det er virkelig helt specielt og jeg kan godt blive lidt misundelig over, at andre stadig har det tilgode. Alligevel må jeg sige; nej, vi skal ikke have flere børn. Jeg tror jeg gør klogt i at stoppe mens legen er god og så kan jeg leve højt på min fantastiske andengangs fødsel og ikke mindst nyde de to dejlige børn vi har fået. Og så skal jeg da heller ikke lyve – jeg glæder mig også til at være andet end børnecontainer/ammende. Jeg glæder mig til flere eventyr med Mark, og med pigerne ikke mindst. Vores fælles historie som familie er jo nærmest først lige begyndt. Der venter så meget godt derude i fremtiden.

Er der mon andre, der kender til de følelser jeg har? Har nogen af jer måske tilmed endt med flere børn end I havde forestillet jer? Eller måske troede I, at I skulle have en håndfuld og er endt på færre?

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook

Efter Elin er kommet til verden bliver jeg ofte spurgt om hvordan det så er at være mor til to. Jeg kan ofte nærmest se en lumsk fro forventning i folks øjne når de stiller spørgsmålet. Det er som om de tænker, at jeg vil bryde ud i én lang klagesang om, at det er det absolut hårdeste i hele verden. Om det er dét de forventer mit svar vil være ved jeg egentlig ikke, det har nogle gange bare føltes sådan. Men hånden på hjertet, det tror jeg nu ikke det er. Det hårdeste i verden altså.

På rigtig mange måder er det selvfølgelig udfordrende, men det er lidt som om, at barn nr. to ikke er helt ligeså hårdt som barn nr. et var. Selvom jeg synes vi har været ok heldige med begge vores babyer (altså hvad angår gråd, søvn og den slags), så hviler der bare en anden ro på mange ting ved barn nr. to. Det er virkelig rart at være mor til barn nr. to. Jeg elsker dem begge uendelig højt, på det punkt er der ingen forskel, men jeg er klart mere afslappet omkring lillesøster. Og selvom hun er ankommet, så taler vi voksne nærmest mere om de udfordringer og faser vi har med Iben på tre end vi taler om Elins forskellige faser. For alt med Iben er nyt, det meste med Elin er lettere velkendt i større eller mindre grad.

De fleste ting har man allerede prøvet før når barn nr. to kommer, og selvom man (læs: ‘jeg’ i hvert fald) har glemt en masse omkring søvnrytmer, opstart på fast føde og alt det andet omkring babyer, så tager jeg det bare en tand mere roligt her anden gang. Det er virkelig fantastisk. Nogle er måske heldige allerede at finde den ro ved barn nr. et, men skal jeg snakke ud fra egne erfaringer, så er nr. to noget andet end nr. et. På godt og ondt. Tiden går drøn hurtigt og man har generelt nok at se til når man har børn, om man så har ét eller fem. Så ved barn nr. to er der masser af ting man måske ikke får fordybet sig i på samme måde som man gjorde første gang hvor alt var nyt, men jeg tager let på det, for samtidig ved jeg, at det er vores sidste barn. Så jeg vil gerne bare flyde med tiden og nyde alt det, der nydes kan og ikke bekymre mig så meget.

Jeg kunne blive ved længe med at fundere over hvordan livet som mor til to er, og mine tanker omkring det vil nok også ændre sig over tid ligesom så meget andet. Men lige nu og lige her så vil mit korte svar være, at det er hektisk og herligt og lige hvad jeg ønskede mig.

At være mor til to er også…

• 60 negle, der skal klippes og ordnes. Konstant
• Oceaner af vasketøj, både i store og små størrelser (især når man har gylpebaby, der grisser både sit eget og de voksnes tøj til)
• Evig jongleren mellem to børns behov, og meget lidt plads til at tænke på sin partners og sine egne
• Altid afbrudte måltider, gerne fordi begge børn skal lave de helt store toiletbesøg midt i middagsmaden. So long romantiske middage
• Et patchwork tæppe af søvn; en halv time med baby mens man putter denne, en lille morfar på sofaen når man ikke kan holde sig vågen til en serie, en smule søvn på siden mens man ammer baby, to timer i en sækkestol på den tre-åriges børneværelse midt om natten, lidt søvn i egen seng svøbt i børn på begge sider – og så er klokken ved at være fem og vi står op. Det synes børnene i hvert fald vi skal
• En vanvittig og udefinerbar kærlighed, som jeg kan mærke er helt uendelig

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook

De 3 år er blevet fejret op til flere gange. Jeg er selv ret stor fan af fødselsdage, så selvfølgelig skulle Ibber fejres flot.

I dag har jeg været mor i tre år. Min første baby bliver 3(!) år gammel kl. 17.35 præcist. Tre år er både kort og lang tid på én og samme gang. Det er (forhåbentlig) kun en brøkdel af den tid jeg skal have sammen med hende, men alligevel synes jeg, at tre år er helt vildt meget. Tænk, at der er gået så lang tid siden en af de bedste værste dage i mit liv fandt sted. Det er mærkeligt at tænke på. Der er sket så umanerlig mange ting siden den dag hun kom til verden på Herlev Hospital. Sidste år skrev jeg dette indlæg med en lille status på hendes fødselsdag. I år er hun netop blevet børnehavebarn, hun er blevet storesøster og hun er blevet så bevist om så mange ting. Hendes ordforråd er vokset imponerende på det seneste og hun lader til at være vokset mindst en halv meter, især siden hun i fredags officielt blev børnehavebarn. Heldigvis er hun fysisk stadig kun knap en meter i højden, hun er kærlig, klog og pokkers stædig. Samlet set er hun helt igennem dejlig.

Jeg elsker, at jeg fik lov at blive Ibens mor. Tak, kæmpe tak for det.

Er der mon nogen af jer, der læser med, der har børn? Og hvis I har, hvor gamle er de så?

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook