Læs det foregående afsnit her…

En lang nat med veer

Den fredag spiste vi dejlig thaimad i sofaen mens vi så Maze Runner. Jeg holdt mig vågen til hele filmen, hvilket ellers sjældent sker. Undervejs nev det mere og mere i min mave og ikke mindst min lænd. Jeg lå i fosterstilling under et tæppe på sofaen og tænkte, at det nok ikke var noget..

Efter filmen gik jeg på toilettet (beklager detaljegraden) og her havde jeg noget som måske var en tegnblødning. Jeg var dog i tvivl. Jeg havde jo aldrig prøvet det dér med at gå i fødsel før. Alligevel sagde jeg til min kære mand, at det måske var en idé, at vi gik i seng og fik sovet lidt så vi var veludhvilede hvis det var nu, det skulle til at ske. Vi gik i seng og jeg nåede ikke at få mere end en times sammenhængende søvn før jeg blev vækket af et jag. Igennem natten fortsatte jagene og de kommer hyppigere og hyppigere. Jeg registrerede dem i en app hver gang de kom for at se, om der mon var tale om helt ægte veer og i så fald hvilken rytme de havde.

Ved femtiden om morgenen kunne jeg næsten ikke være i mig selv mere. Men jeg var stadig i tvivl om jeg havde veer. Jeg kunne ikke holde ud at ligge i sengen, men kunne heller ikke magte at stå. Det gjorde bare ondt! Jeg lå og ventede på, at klokken ville slå 6, så jeg kunne sætte mig ned og se lidt Go’morgen Danmark, mens jeg ventede på min mand ville vågne. Jeg havde bare lige glemt, at det var weekend, så TV-programmet bød ikke på Go’morgen Danmark på den tid af morgenen og derfor endte jeg med at se et eller andet TV-shop program i stedet, så vidt jeg husker. Jeg forsøgte at få lidt morgenmad indenbords. Uden mad og drikke dur den fødende jo ikke, vel? Sådan tænkte jeg i hvert fald.

Manden min stod op og fandt mig på sofaen som så mange morgener før. Denne gang var det bare anderledes…

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

Læs det foregående afsnit her…

Alternativ behandling i en mistænksom dunst

Den hindeløsning jeg fik lavet i uge 41+0 gjorde desværre ikke det store, følte jeg. Allerede morgenen efter sad jeg derfor solidt plantet i vores sofa med Google åben på min pc. Nu var gode råd dyre. Min sommerbaby var blevet til en efterårsbaby. Det var blevet september og jeg havde for længst regnet med, at vi ville være blevet forældre. Jeg fandt frem til jordemødre, der udførte akupunktur og ditto hindeløsninger som alternativ igangsættelse. Jeg ville helst ikke gøre brug af den tid jeg havde til medicinsk igangsættelse på hospitalet små fem dage efter og søgte derfor med lys og lygte efter noget, der kunne give det sidste lille puf og få sat gang i løjerne.

Desværre var de fleste allerede bookede og havde først tider langt efter den dato, hvor min fødsel uanset hvad skulle være overstået, men endelig langt om længe fandt jeg en jordemoder med et afbud og en ledig tid samme eftermiddag. Jordemoderen lå på Christianshavn, en fornuftig afstand til mit hjem og hospitalet – hvis der skulle komme gang i sagerne hurtigt. Mine hævede gravidfødder hoppede i de elskede Birkenstocks og ud i sensommervarmen. Efter en god gåtur, lidt metrotransport gennem København og en rask tur rundt på Christianshavn, fandt jeg endelig stedet. Et lille lusket lokale, fyldt med anatomidukker, plakater, drømmefangere og deslige. Jeg blev placeret i et rum med en briks og en mistænksom duft af, ehm, ‘urter’. Jeg tænkte indeni om jeg virkelig var SÅ desperat, at jeg ville byde mit ufødte barn at være i et lokale med den slags passiv indtag.

Heldigvis kom jordemoderen ind straks efter, og hvad jeg troede var duften af Christiania i behandlerrummet, var heldigvis bare urter, der var brugt til en behandling til en patient før mig. Puha, det lettede min bekymring. Jordemoderen synes selv lugten var lidt for tung i rummet og tilbød mig, at vi rykkede rum. Det blev et stort JA TAK fra mig. Jeg fik sat lidt nåle hist og her på kroppen. Hun undersøgte mig og sagde jeg var klar til at føde, at noget mentalt muligvis havde blokeret og at hun var sikker på jeg ville have født inden weekenden var omme. Det var fredag, da jeg fik behandlingen. Jeg tog hjem med metroen igen. Da min mand fik fri tog vi et smut til Frederiksberg og købte dejlig Thai mad hos Thai Away (varm anbefaling herfra i øvrigt).

Mens maden blev tilberedt stod jeg lænet over et skilt udenfor og følte mine plukkeveer bliver mere og mere intense…

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

Læs det foregående afsnit her…

Den søde (pokkers) ventetid

Ugerne gik og jeg nærmede mig min terminsdag i slutningen af august 2015.

Da jeg var gravid i 34. uge, i juli måned, blev vi gift – et bryllup vi fremskyndede fra en oprindelig planlagt dato kun 12 dage før min terminsdato. Da vi fandt ud af jeg var gravid var tankerne mange om hvad vi skulle gøre med vores planlagte bryllup og da jeg var bange for at gå i fødsel under festen måtte vi hellere gøre det lidt tidligere på sommeren, tænkte jeg. Jeg skulle blive klogere. 12 dage før min termin var jeg stadig rundere end nogensinde før. Der var absolut ingen fødsel i farvandet. Jeg havde en livlig pige i maven og tænkte hver dag, at NU måtte det snart være…

Vi var i venteposition. Turde ikke tage for langt væk fra hjemmet i tilfælde af pludselig fødsel og da jeg en dag ringede midt i min mands arbejdstid for at stille et simpelt spørgsmål om hvorvidt han skulle have vasket noget bestemt tøj, blev det straks klart, at vi begge var mere end bare spændte på hvornår slaget skulle stå. Jeg kom ikke igennem på telefonen og da han ringede retur til mig hørte jeg den ikke. Han blev vidst lidt panisk og jeg blev bedt om ikke at ringe med bagateller så tæt på terminen, fordi han for alvor troede, at han nu skulle ræse hjem og var blevet bange, da han ikke kunne få fat i mig.

Terminsdagen og tålmodighed på prøve

Det skulle dog vise sig at blive lidt af en tålmodighedstest. Vi nød tiden op til terminen så godt vi kunne, som alle folk velmenende foreslog. “Nyd det nu!” Hmm, nyd hvad, tænkte jeg? Jeg er tung og ikke særlig adræt, har plukkeveer og vil egentlig bare gerne føde! Og ærlig talt, når man har båret rundt på et lille nyt liv i 9 måneder og nærmer sig slutspurten – så vil man faktisk gerne bare have ‘det overstået’ og se hvad det er maven har gemt på.

Forstå mig ret. Jeg synes det var absurd, da jeg så folk i min Facebook terminsgruppe (jeps, sådan nogle findes) have travlt med at føde deres babyer, da de kun var gravide i uge 36. Men da jeg selv nåede min terminsdato i slutningen af august var jeg også mere end klar på alt fra brystnulring til hovedrengøring og diverse alternative igangsættende aktiviteter og ditto madretter. Men intet syntes at virke. På min terminsdag cyklede jeg små 10 km. Der var 20 % på alt i H&M og tilmed gratis morgenmad – endda med min favorit gravid craving (croissanter, ja tak!). Så jeg gjorde et forsøg på at shoppe til min efter-gravid krop, hvilket egentlig er noget jeg kun kan fraråde folk at gøre. Køb lidt kluns, men ikke for meget. Man vil alligevel gerne have noget pænere når kroppen engang tager sig lidt pænere ud end den gør de første uger. Det var et sidespring – lad os komme tilbage på sporet.

Trods en god cykeltur, som endte med at blive en våd en af slagsen i piskende regn, gik jeg ikke i fødsel. Hver gang vi besøgte jordemoderen til kontrol sagde jeg “jeg tror ikke vi når at komme til vores næste aftale, jeg har født inden”… Fast forward til en uge efter min termin. Jeg ligger på briksen hos min jordemoder og lader en jordemoderstuderende give mig hindeløsning. For jeg er klar. Og det virker baby også til at være. Jeg har læst de fleste steder, at hindeløsning burde virke inden for 24 timer – så jeg går spændt hjem den morgen efter besøget hos jordemoderen og venter…

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook