lykken er #66

 photo lykkener66_zpsc1wl82vj.jpg

Det er blevet lørdag – en rigtig regnvåd og grå én af slagsen og min baby er endelig gået omkuld efter en dag med strejke på middagslur-fronten. Jeg vil benytte lejligheden til at få opsummeret nogle af de lykkestunder mit liv har budt på på det seneste. Her er min lille lykkeliste for den sidste uges tid.

Lykken er..

  • De to smukke mennesker på billedet ovenfor. Det er kærlighed i dens reneste form.
  • At have 13 års dag med min smukke mand – jeg er ham evigt taknemmelig for, at han inviterede mig ud dengang og for, at vi er endt hvor vi er i dag.
  • At gå en lang tur i solskin og høre fugle kvidre – ren forårsstemning. Åh hvor jeg glæder mig til varmere dage.
  • At få besøg og spise god frokost. Og at være på besøg og spise god frokost.
  • At holde barnedåb for hele vores store familie. Det var en stor dag, hvor jeg nær fik tårer i øjnene, da vi stod der og så vores lille dame officielt få sit navn.
  • At være ude – uden barnevogn – i 1 time og 45 minutter. Bare mig. Helt alene. For første gang i snart 5 måneder. Selvom jeg elsker min datter mere end noget andet, så har det været tiltrængt at prøve at være helt mig selv.
  • At der kun er små to uger til der sker noget virkelig stort i vores liv! Kan I gætte hvad? Hint: det er VIRKELIG voksent!

 

Listen kunne fortsætte med taknemmelighed over varme bade og tid til hårvask, en skummende, varm kop latte og meget andet, men jeg vil stoppe her og i stedet overlade tråden til jer. Del jeres lykkestunder i kommentarfeltet – småt og stor, alt er velkommen.

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

fødselsberetning eller ej

 photo blomster_zpso6dpvsie.jpg

Efter et par praktiske dage, hvor vi har gjort klar til og afholdt en dejlig barnedåb, er jeg nu tilbage ved tasterne. Kryds fingre for, at baby vil sove lidt endnu så jeg kan få færdiggjort mit indlæg.

Jeg har tænkt meget over det med fødselsberetningen, og jeg har besluttet mig. Jeg vil begynde at skrive på den og når jeg så har fået fattet mine oplevelser ned til en lang tekst, vil jeg tage stilling til hvilke detaljer jeg gerne vil holde for mig selv og hvad jeg føler kan gavne andre at læse om. Jeg tror først jeg helt kan mærke om jeg synes det giver mening at dele det når jeg har fået skrevet det ned og læst det som I vil læse det.

Indtil da kan jeg afsløre, at jeg allerede har brygget lidt på nogle indlæg om babyudstyr mm. og forventer at udgive en del af disse inden længe. Før jeg blev mor troede jeg ikke min blog ville blive en ‘mor-blog’ – men nu er jeg her, mega meget mor, både på blogfronten og kropsfronten. Jeg er selvfølgelig også andet end mor og jeg vil naturligvis ikke udelukkende skrive indlæg om dimser til mini mennesker, men det er nu engang dér hvor mit fokus er nu og jeg har en masse jeg gerne vil dele med jer.

Jeg håber I må få en dejlig mandag i det kolde, men smukke vejr. Nu grynter det fra soveværelset, så jeg må hellere for rundet af og trykket på ‘udgiv’.

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook