16 års kærlighed

Ham, der gør mig glad helt ned i maven – hver dag.

I dag er det 16 år siden den unge, fornuftige 14-årige pige steg på toget fra den lille landsby hun boede i med sine forældre. Togturen tog et kvarters tid, men føltes som en evighed. Hendes hjerte bankede helt oppe i halsen. Aftenen forinden havde den flotte, lidt ældre fyr fra overklassen i folkeskolen SMS’et mens hun sad midt i lektierne. Han ville mødes. De havde talt sammen weekenden forinden til en fest, men hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han havde lagt mærke til hende på dén måde. Faktisk troede hun først, at det var nogen, der lavede sjov med hende og hun ringede derfor til nummeret, der SMS’ede. I en anden ende hørte hun hans dybe, mandige stemme. Helt nervøs smed hun røret på. Det VAR ham!

De havde SMS’et lidt frem og tilbage og han havde til sidst fået overtalt hende til, at de sammen skulle tage en pjækkedag fra skolen den efterfølgende dag. Hun stod op, gjorde sig klar og tog toget til vanlig tid, men i stedet for at gå over broen fra stationen til skolen, så gik hun videre ned ad perronen og mødte ham. De gik sammen hjem til hans teenageværelse, snakkede og snakkede i timevis indtil hun skulle på arbejde. De kyssede. Det første kys. Han fulgte hende på arbejde, de snakkede hele vejen og hun gik på arbejde med hovedet fuld af tanker. Om ham.

Nu står vi her, præcis 16 år senere. Den unge pige er nu en kvinde på 30 år. Stadig fornuftig, men knap så spændstig i huden og det blonde farvede hår er nu helt ‘økologisk’ i egen leverpostejsnuance og rynkerne lidt flere. Den flotte mand er kun blevet flottere og flottere med årene. Det mørke hår har fået selskab af en masse grå, stemmen er stadig dyb og varm og kærligheden er intakt. Havde nogen fortalt mig, at vi ville stå her 16 år efter i vores eget lille hus i byen vi første gang mødtes. At vi ville have en helt almindelig travl hverdagsmorgen med vores to børn, skåle fuld af havregryn og bugnende vasketøjskurve, så havde jeg nok ikke troet det. Men jeg skal være ærlig og sige, at min teenagehjerne drømte om, at netop dén dejlige unge mand skulle blive faren til mine børn. Jeg var i hvert fald sådan en teenager, der allerede dengang drømte om min egen lille familie og jeg vidste der var noget særligt ved ham. Det kunne jeg hurtigt mærke. Så jeg føler mig selvsagt meget heldig.

Fra den kolde morgen for 16 år siden til denne morgen 16 år efter er der sket umanerlig meget. På godt og ondt. Vi kan nu sætte hak ved de klassiske voksenting; børn, bryllup og egen bolig. Og alligevel er jeg sikker på, at livet fortsat kommer til at byde os på mange flere fantastiske eventyr sammen. Og jeg glæder mig.

Mit livs eneste pjækkedag blev starten på noget af det bedste i mit liv. Så selvom jeg ikke vil anbefale børn og unge at pjække, så fortryder jeg ikke nu, at jeg gik glip af lidt dansk, tysk og matematik den ene dag. Jeg fik så meget andet igen.

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook