to streger

Bevismaterialet…

Det var tidligt en mørk og kold oktobermorgen. Jeg kunne ikke sove længere. Lå bare og vente og drejede mig og tænkte på hvad mon morgenen ville bringe. To streger og glæde, eller én enlig og lidt skuffelse? Jeg forberedte mig på det sidste, men var spændt. Sædvanligvis er Iben ellers familiens vækkeur og hun sørger altid for at være første mand oppe i huset. Men denne mandag var det anderledes. Jeg rejste mig fra den varme dyne og listede ud på badeværelset. Jeg kunne godt bruge lidt ro til mit forehavende. Og det ved mødre til toårige godt, at man sjældent får selvom man er på toilettet, så jeg forsøgte ikke at vække nogen på min vej. I skabet på badeværelset fandt jeg den test jeg i al hemmelighed havde købt i Netto nogle dage forinden. Det er underligt, det føles bare altid så privat at købe sådan en test. Det synes jeg i hvert fald, så jeg havde gemt den godt mellem mine varer og pakkede den væk med det samme den var slået ind. Nærmest som om jeg var flov over at købe en graviditetstest. Mon jeg er den eneste, der har det sådan?

Tilbage til badeværelset. Jeg foldede den overdimensionerede brugsanvisning ud, åbnede det hvide folie, der omsluttede testen og gjorde præcis som foreskrevet. Ganske hurtigt og helt uden tvivl tonede to fine streger frem på testen. På en underlig måde blev jeg ikke overrasket på den der helt chokerede måde. Bevares, jeg fik et adrenalinsus i kroppen og var oprigtigt glad – selvom jeg er typen, der aldrig helt tør tro på noget før jeg er helt sikker. Og det gælder især når jeg er gravid. Jeg har ikke ville jinxe noget.

Nå, men testen viste i hvert fald tydeligt positivt og jeg var ditto positiv over resultatet. Vi har været heldige med begge børn, at blive gravide med det samme efter vi har besluttet os for det, og måske derfor har jeg altid tænkt, at det var for godt til at være sandt når jeg har testet positivt. Da jeg havde studeret testen og brugsanvisningen og derefter testen én gang til og i al hast skyndt mig at tage et foto af den indenfor tid (for den slags er jo yderst vigtig med sådan en test – tiden), gemte jeg den hvide pind væk. Jeg gik i køkkenet og lavede en kop kaffe til Mark, tændte lidt stearinlys i stuen og satte de obligatoriske havregryn frem. Vi spiste alle tre vores morgenmad og Iben rejste sig hurtigt fra bordet og var i fuld sving med at lege. Da vi var alene fik jeg sagt noget med, at der var noget jeg skulle fortælle ham, og Mark spurgte med det samme ‘er du gravid?’ Til det kunne jeg kun svare ‘ja’ og fremvise testen med de to streger. Jeg tror lige, at der gik lidt før det sådan for alvor gik op for ham, men det er vidst meget normalt for de kære mænd, tænker jeg. Ja, jeg kunne selv nærmest have svært ved at tro på det.

Herefter fulgte nogle lange dage og uger, spænding frem til scanninger, milepæle at nå og ikke mindst en ventetid krydret med kvalme, svimmelhed og andre ‘herlige’ graviditetsgener. Selvom jeg ikke just vil påstå, at jeg er god til at være gravid, så er jeg så glad og taknemmelig for resultatet af de to graviditeter. I dag er det præcis et år siden jeg listede ud og testede positiv. Det er en dag man aldrig glemmer. Testdagen med de to streger.

Jeg er lidt nysgerrig… Jer, der har prøvet at stå med en positiv test, hvordan delte I nyheden med barnets far? Kan I huske jeres testdag?

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook