link love

at komme tilbage på job efter barsel

Lykkener74

En ting, mange har spurgt mig om er, hvordan det er at være kommet tilbage på arbejde efter barsel. Dengang jeg gik på barsel kunne jeg slet ikke forholde mig til, at jeg skulle være væk fra kontoret så længe. Jeg lagde dog hurtigt alt hvad der havde med arbejdet at gøre bagest i min bevidsthed. Som nybagt mor var der tusind andre ting jeg skulle bruge mine forvirrede hjerne til. Jeg brugte krudt på at forberede mig på den forestående fødsel, byggede rede og begyndte så småt at overveje hvordan man mon gjorde når man fik babyen med sig hjem? Der var så meget at læse op på. Hvor tit bader man en baby? Hvor tit spiser de? Og hvor meget skal de sove? Hvad er normaltemperatur for sådan et lille menneske? Og hvad med de der negle – er det noget med de kan fnulres af i starten?

Efter fødslen brugte jeg i starten al min energi på bare at være til. At amme, skifte bleer og ligge tæt med min kærlighedsklump. Og det kan måske tælles på én hånd hvor mange gange jeg tænkte på arbejde. I løbet af min barsel er der sket mange ting i mit og i vores liv, som har fyldt en del. Så jeg har aldrig kedet mig – ikke sådan rigtigt i hvert fald. Jeg har nogle gange savnet voksent selskab og følt mig utilstrækkelig og som en kedelig mor, men jeg har haft nok at se til. Inden jeg så mig om, var det derfor blevet tid til indkøring af guldklump i vuggestue og dernæst indkøring af kødklump på arbejdet. Førstnævnte gik over al forventning. Hun er SÅ glad for at være i vuggestue (7-9-13) og det er en befrielse – og samtidig én stor hjælp til at komme godt tilbage på arbejde.

Jeg har kun få gange afleveret en pylret baby i institutionen, så på den måde har jeg været ret heldig. Jeg startede på job i juli, hvor de fleste på kontoret har ferie. Det var faktisk helt okay – så kunne jeg lige lande og finde mig selv og bunden i min mailbox inden hverdagens jag for alvor satte ind. Samtidig har jeg, i stedet for at holde sommerferie, spredt en enkelt ugentlig fridag ud over de første par måneder. Det har givet en djelig luft. Der lander stadig en del arbejde på mit bord, men at have én dag i ugen, hvor jeg kan aflevere som det passer mig bedst, få ordnet vasketøj og praktiske ting og måske hente lidt tidligt, dét har været en god ‘blød’ måde at starte op på. Det vil jeg faktisk gerne anbefale hvis man har mulighed for det.

Skal jeg nævne én svær ting ved at være tilbage på arbejde, så er det komplekset med, at man går en hel dag og savner sit barn og når man så endelig får fri og skal hente i institutionen, så er både barn og forældre trætte og uoplagte. Derfor værdsætter jeg nu weekenderne i endnu højere grad end før min barsel. Ikke fordi jeg sover længe, slænger mig på sofaen og ser TV – for det sker aldrig. Men fordi jeg får mulighed for at være sammen med vores lækre lille skabning, selvom jeg bliver vækket kl. 5 (hvilket altså er om natten for mit vedkommende) og ikke får mulighed for at sidde stille ret længe af gangen og det meste af tiden er smurt ind i smøreost/havregrød/udefinerbare madvarer.

Summasummarum – det er helt ok at være tilbage på job. Det er faktisk lidt ligesom før – nu er der bare endnu mere at glæde sig til at komme hjem til efter en god dag på kontoret.

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

5 kommentarer

  • Anne

    Hej 🙂
    Jeg har fulgt med på sin blog lige siden du startede nærmest 🙂 og det har været så sjovt og følge med. Ikke mindst de sidste par år, hvor vi har kunne følge med i graviditet og mor-livet 🙂 Jeg kom til at tænke på, dengang du var gravid med Iben, havde du så en fornemmelse af at det ville blive en pige? 🙂
    Elsker fortsat og følge med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Anne

      Tak for din kommentar – det luner i en tid hvor jeg tvivler lidt på bloggens eksistensberettigelse 🙂

      Jeg tror altid jeg har drømt om at få en pige (må man gerne sige det højt?). Da jeg blev gravid vidste jeg ikke helt hvad det mon var, der gemte sig derinde, men vi tog til en tidlig kønsscanning og inden scanningen sagde jeg til Mark, at jeg kunne mærke, at jeg lige skulle fordøje hvis det blev en dreng. Ikke fordi jeg ville blive ærgerlig over det, men fordi jeg konstant kiggede på tøj og babyting i ‘pige farver’. Så jeg skulle lige have ‘omkodet’ mine tanker hvis det blev en dreng. Måske det lå i min underbevidsthed, at hun var en pige – måske det bare var ønsketænkning. Jeg ved det ikke 🙂

      Tak fordi du læser med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Tak for svar 🙂 jeg forstår dig fuldt ud. Er selv gravid (tidligt stadie) og jeg glæder mig sådan til at se hvsd der gemmer sig. Min fornemmelse er en lille pige. Det er bare altid sjovt at høre andres historier.
      Dejligt du fik hvad du ønskede dig – du må være blevet helt vildt glad, da det viste sig at være en lille pige? 🙂
      Og selvfølgelig – jeg følger stadig med! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hej. Jeg har faktisk flere gange spekuleret på, hvad du mere specifikt arbejder med udover “kontor”, og tænkte at dette indlæg var en oplagt mulighed for at spørge. Jeg ved ikke om det er muligt at beskrive uden at fortælle om arbejdsplads, eller om du hellere vil holde det privat, for det er selvfølgelig også helt i orden.
    Ha’ en dejlig dag, i det gode vejr.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har set frem til det her indlæg 🙂 Spændende læsning, og dejligt det er gået så godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

link love