Fødselsberetning #5

Læs det foregående afsnit her…

Turen går til Herlev Hospital

I min graviditet var jeg slemt plaget af kvalme og opkast i meget lang tid. Jeg havde derfor sagt, at én af de ting jeg især frygtede var en fødsel med kvalme og opkast. Jeg magtede det virkelig ikke mere. Så da jeg dén lørdag morgen måtte løbe min sædvanlige rute ud til toilettet for at kaste min ellers så fornuftigt indtagede morgenmad op igen, begyndte jeg at græde. Dét var åbenbart mere end den gravide kunne overskue.

Min mand foreslog, at vi ringede til hospitalet, men jeg nægtede pure at være i fødsel. Mine veer var slet ikke slemme nok – hvis det da overhovedet var veer, sagde jeg. Endnu et glimt at praktik og fornuft ramte mig atter og jeg foreslog, at vi begge lige kom i bad, i tilfælde af, at jeg nu alligevel tog fejl og rent faktisk var på vej i fødsel. Jeg badede – det var langt fra det mest behagelige bad jeg har taget. Og da jeg kom ud og skulle gøre mig klar var jagene i maven og lænden så ubehagelige, at jeg satte mig grædende på badeværelsesgulvet.

Nu gik den ikke længere, mente min bedre halvdel. Han ringede op til hospitalet, som gerne ville have mig i røret. Jeg forsøgte at sige det da gjorde lidt ondt, men ikke meget (hah! jeg skulle ikke virke som en kylling, tænk hvis jeg ikke havde rigtige veer og allerede synes det gjorde ondt!). I det samme kom endnu et jag og jeg kunne ikke tale med den søde dame i telefonen. Hun mente ikke jeg var i fødsel, men synes alligevel vi skulle komme ind og få lidt smertelindrende så jeg ikke skulle gå og have ondt.

Vi pakkede alt i bilen for en sikkerheds skyld og begav os på den længste tur fra KBH NV til Herlev jeg nogensinde har været på. Og jeg har været på den tur mange gange. Hvert et bump, hvert et hul i vejen og hver lille opbremsning gjorde ondt!

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook