hvor meget skal man blotte sig?

Jeg blev spurgt i dette indlæg til, hvorfor min datters ansigt aldrig bliver vist. Allerede inden det spørgsmål meldte sig, havde jeg tænkt på at bikse dette indlæg sammen.

Helt fra start har vi valgt ikke at plastre de sociale medier til i billeder af vores datter. Faktisk har vi helt afstået fra at vise hendes ansigt på Facebook, Instagram og her på bloggen. Da vi annoncerede hendes ankomst på Facebook var det med et scanningsbillede, hvor hun ‘vinker’ og hendes velkomst til verden blev vidst med et sødt billede af hende og mig, der holder i hånden. Ganske anonymt, men rigtig fint synes jeg. Men hvorfor egentlig?

Jeg har gjort mig mange tanker i forbindelse med, at jeg nu er ansvarlig for et andet menneskes liv (nogle år endnu ihvertfald). Det kan måske synes ironisk, at vi ikke har delt hende på de sociale medier, nu hvor jeg ellers flittigt deler ud af mig selv her på bloggen og på andre sociale platforme. Men netop fordi jeg i en årrække har været vant til at blotte mig selv (i overført betydning – that is), ved jeg også, at man kan fortryde ting man lægger ud – og Internettet glemmer aldrig. Så jeg har hellere ville lægge hårdt ud med lidt stramme ‘regler’ for fotos af hende. Det er nemlig altid nemmere at løsne op på sigt, end at fortryde det, der er blevet lagt ud.

Da vi var børn, blev der taget væsentligt færre billeder af os. De blev fremkaldt og lagt i fotobøger, gemt i vores forældres skabe. De sjoveste billeder blev hevet frem til konfirmationer og andre særlige lejligheder, så vi i fællesskab med vores nærmeste kunne grine af og nyde tiden, der var gået. I dag er det anderledes. Min mobil er allerede fyldt med flere billeder af min 11 uger gamle datter end jeg har billeder fra hele min barndom. Det er super nemt at dele dem og egentlig også ret hyggeligt. Men jeg kan ikke helt finde ud af hvor meget jeg har lyst til at lægge ud af hende.

Måske det bare er mig, der skal vænne mig til at det er ‘normalt’ at dele alt fra hendes første smil og første skridt til fødselsdage og andre personlige stunder med alle – også med folk jeg ikke kender. For selvom Facebookprofiler er lukkede for andre, popper billeder stadig op her og der og alle vegne, når først de er lagt op. Jeg har endnu ikke delt hende på min private Facebookprofil af samme grund. Familie og venner modtager jævnligt billeder på SMS og mail, så det er ikke sådan, at vi holder hende helt hemmelig. Hun er bare privat. Jeg havde egentlig tænkt, at hun ikke skal være at finde på en Google søgning. Men jeg er allerede stødt på en del situationer, hvor jeg godt kan se, at det måske bliver svært for mig at håndhæve. For skal jeg fjerne hende når vi tager fællesbillede af børnene i mødregruppen, af frygt for at hun bliver delt på Facebook? Og hvad med familiebilleder? Skal hun så være det anonyme medlem af vores familie, der aldrig fremtræder før hun selv er gammel nok til at bestemme? Nok ikke.

Når det er sagt, er jeg stadig glad for, at vi holder på vores principper og selv holder lidt tråd med hvor eksponeret hun er. Det er ikke gået for hurtigt med at vise hendes ansigt online og jeg er glad for, at jeg selv kan bestemme hvilke fotos, der ligger af min datter og svømmer rundt ude i cyberspace. Jeg har gjort mig mange andre tanker omkring at dele fotos af hende, men indlægget vil blive aaaalt for langt hvis jeg skal skrive om det hele.

Hvilke tanker har I gjort jer omkring hvad I deler online? Både hvad I deler omkring jer selv, familie, venner og måske også jeres børn? Jeg vil vildt gerne høre jeres syn på sagen. Også hvis I måske har grebet det anderledes an.

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook