skal i giftes?!

Efter jeg skrev dette indlæg, fandt jeg denne lille film, som indikerer, at jeg nok ikke er alene om mine tanker.. 

BANG! Pludselig står jeg her i mine Birkenstocks, med indbosforsikring, pensionsopsparing og fuldtidsjob og føler mig meget gammel og voksen mens landets studenter cykler glade rundt i KBH med deres fine hvider huer og emmer af ungdom. Jeg ved godt, at jeg ikke er ‘gammel’ – alligevel overrasker det mig nogle gange, hvor hurtigt tiden går. Hvis jeg skulle gå hen og glemme det, er Facebook en rigtig god reminder. I min nyhedsfeed bliver jeg fodret med den ene annoncering af forlovelser og kommende forældreskaber efter den anden. Folk jeg er vokset op med og har gået i skole med er pludselig blevet gift, er flyttet i hus eller har fået børn – hvis ikke alle tre dele på én gang. Det er helt tosset. Jeg kan slet ikke forstå det.

Da man var barn var ruten ligesom lagt for én. Når man er 2-3år er man sammen med jævnaldrende i vuggestuen eller hos en dagplejemor, fra 3-6år er det børnehaven (som også er inddelt i ‘store’ og ‘små’ børn) og så kommer folkeskolen, hvor man for alt i verden holder sig til sin egen årgang. Dem, der er ét år ældre end en selv er ‘de store’. Igennem alle disse år er man på mange måder meget ens og man følges ad. Når 9. klasse afsluttes begynder ræset for alvor. Der skal pludselig vælges og man skal selv til at forme sin fremtid. Allerede her, 10 år efter jeg aflsuttede min 9. klasse, synes jeg vi alle er skudt i mange forskellige retninger. Både i forhold til karriere, bopæl, civilstand og antal af efterkommere. Det er både spændende og lidt stressende at kunne følge med i andre folks liv online.

Siden min søster annoncerede hendes graviditet er der blevet prikket mere end rigeligt til mig. Alle mener bestemt, at jeg snart må have en kage i ovnen. Ikke uforståeligt, eftersom jeg er i fast forhold med den dejligste mand på 12. år (ingen tastefejl vi har været kæreste i elleve år og er still going strong). Alligevel synes jeg det er lidt pres. Der er så meget jeg gerne vil nå! En af tingene er at blive mor, men jeg er ikke sikker på om det behøver være nu. Jeg er kun 25 år. Er livet kun børn og bryllup? Gør vi ikke bare alt det når vi har lyst? Eller hvad? Jeg kan mærke jeg har følt mig lidt fortabt den senere tid, måske blandt andet på grund af forventningernes pres. Omgivelserne hentydninger til hvad, der er det ‘rigtige’ for mig og for os. Men lige nu vil jeg altså gerne bare falde til i vores nye bolig, give den god gas på mit arbejde, som jeg virkelig værdsætter og så nyde, at jeg har en dejlig kæreste og at sommeren endelig er her.

Vi vælger alle hver vores måde at leve livet på. Ikke to personer er ens og det er charmen ved det hele. Jeg har en tendens til at sammenligne mig selv med andre og det er nok en af de største fejl man kan begå – især hvis man bruger sammenligningen til at tænke ‘hvorfor har jeg ikke råd til dyrt designer tøj?’, ‘hvorfor er det ikke også mig, der skal rejse til USA/Maldiverne/Paris/Thailand/Italien henover sommeren?’, ‘hvorfor er det ikke mig, der har en flashy bil?’, ‘hvorfor er det ikke mig, der har det flade maveskind og de stramme lår?’.. Alle de sammenligninger dræner én for energi. Og det er sgu dumt er det! Så jeg vil prøve at bruge sommeren til at stoppe med at sammenligne mig selv med alle andre og i stedet mærke efter helt nede i maven hvad jeg selv har lyst til, selvom det sikkert bliver svært at aflive den gamle vane.

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook