omvendte karakterpenge

Det her indlæg skal handle om at præstere, om at sætte mål og om at vide man er god nok. Jeg kæmper ofte en indre kamp med mig selv med følelsen af tvivl. Tvivl på om jeg gør alting godt nok. Både på det personlige, faglige og professionelle plan. Man har mange kasketter på i løbet af en uge og man vil gerne bære dem alle med stil. Studiet, jobbet, kæresten, familien, vennerne osv.

Mit problem kan være, at jeg af og til sætter for høje krav på for mange plan og derfor tvivler på om jeg gør tingene godt nok. Det kan gøre mig handlingslammet og give mig unødig ubehag. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg kunne overkomme at starte på nyt job og samtidig gå i gang med min HD 2. del på CBS. Jeg husker det tydeligt. Det var i julen 2010, hvor jeg en sen aftentime lå i en seng på Sri Lanka og snakkede med min søster. Vi diskutterede mulighederne for at læse, hvordan det hele skulle komme til at hænge sammen tidsmæssigt og økonomisk. Jeg brændte for at få min uddannelse færdiggjort, men frygtede også at knække nakken med mine mange forventninger til karakterer og præstationer. Derfor lavede vi en lille aftale..

Min søster foreslog mig, at hun ville give mig karakterpenge. Lyder det underligt når nu der ikke skulle lægges så meget pres på? Ja, det gør det. Og det var også en slags omvendte karakterpenge af en symbolsk karakter, der var lagt op til. Aftalen lød på 20,- ved en bestået eksamen (ved 02 i karakter), for hver karakter jeg gik op ville jeg miste en 5’er. På den måde ville jeg blive glad uanset hvad; en lav karakter = nok mønter til en lille trøste-is eller en cola, en høj karakter = meget lidt kapital, men til gengæld en dejlig karakter. Ordningen har fungeret fint og jeg er kommet igennem mit studie uden det store bøvl.

Da vi lå der i sengen på Sri Lanka for to et halvt år siden havde jeg ikke set denne dag komme. Jeg har været til et utal af eksaminer siden. Jeg har lært mig selv at være så cool omkring mine eksaminer, at min kæreste efterhånden ikke vidste, at jeg skulle til eksamen. Han kunne simpelthen ikke mærke det mindste på mig. Indtil det endelig slags skulle stå. Der blev jeg nervøs, som jeg har fortalt jer om her. Jeg var endnu en gang helt fjern fra realiteten. Jeg så en re-eksamen i øjnene, planlagde at skulle skrive nyt speciale og kørte en stemning op inden i. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, hvilket ellers sjældent sker. Og alt det var uden grund. Jeg fik jo 10 for pokker! Det er sgu ikke dumt. Og det skal jeg huske. Jeg kan mere end jeg tror, og mere end jeg giver mig selv kredit for. Måske I kender det fra jer selv?

I mit kort til min HD-gave skrev min søster en strofe fra dette fine citat:

“Laugh when you can. Apologize when you should. And let go of what you can’t change. Love deeply and forgive quickly. Take chances and give your everything. Life is too short to be anything else but happy. You have to take the good with the bad. Love what you got. Always remember what you had. Forgive, but don’t forget. Learn from your mistakes but never regret. People change and things go wrong, but always remember that life goes on.”

Det vil jeg forsøge at huske når mit indre monster igen viser sit grimme ansigt. Life is too short to be anything else but HAPPY.

Follow me on Bloglovin‘ / Like me on Facebook