de første 100 dage

I går, kl. 17.35 præcis, havde jeg været mor i 100 dage. Det er helt vanvittigt. Det har været en mental og fysisk udfordring af dimensioner. På den ene side føler jeg mig stadig meget ny i titlen. Jeg synes stadig jeg har meget at lære og bliver fortsat overrasket over min datters udvikling, der går lynende hurtigt. Men samtidig med, at jeg synes det hele er ret nyt, kan jeg dårligt huske hvordan det var før hun var her?

Da hun lå i maven tænkte jeg meget over hvordan hun mon så ud. For 100 dage siden fandt jeg ud af, at hun lignede sin dejlige far på en prik! Altså ikke med fuldskæg og behåret brystkasse, men hun lignede hendes far som han så ud dengang han sagde goddag til verden på Herlev Hospital – hvor vores datter i øvrigt også er født. Gardiner og interiør er stadig det samme på Herlev og man kunne snildt forveksle vores datters babybilleder derfra med hendes fars. Så meget ligner de hinanden. Heldigvis ved jeg hun også er min, selvom hun ikke ligner mig meget – min egen krop vidner i hvert fald om, at hun er blevet bagt af mig. Det er et emne helt for sig – dét med henholdsvis en gravid krop og en post-gravid krop.

Siden jeg pressede hende ud af hendes midlertidige bolig i starten af september er der sket så meget med hende – og med os som forældre. Starten på vores liv som familie var virkelig hård, synes jeg. Alle folk sagde ‘nyd nu den første magiske tid’. Men helt ærligt, så var det langt fra så magisk og fantastisk som jeg havde håbet på og ladet mig fortælle det ville være. Uden at gå for meget i detaljer, så havde vores lille kærlighedsklump er lidt hård start på livet, dernæst blev jeg syg og det var mere en kamp om at komme over på ‘den anden side’ end det var lyserøde skyer og lykke.

Heldigvis havde vi gode folk omkring os, som kiggede forbi blot for at aflevere et varmt måltid mad til os og som hjalp med alt det vi ikke lige kunne magte i den situation vi stod i. Det betød alverden for hvor vi er i dag. I dag er vi et rigtig godt sted. Nu er magien begyndt at tage over her 100 dage inde i eventyret. Kærlighedsklumpen har det godt, vi har det godt – både som forældre og som kærester (ægtefolk – vel egentligt). Jeg elsker at se min mand og datter sammen. Jeg elsker at se hendes søde smil med smilehullet i den ene kind. Jeg er ved at flyde over af kærlighed når jeg hører hendes grin, som hun så småt er begyndt at dele ud af.

Det er som om mit hjerte er vokset efter jeg er blevet mor. Jeg elsker vores baby overalt og min kærlighed til min ægtemand er kun blevet større, hvilket jeg dårligt troede var muligt. Bekymringerne vokser dog også i takt med kærligheden – det er vidst enhver forældres lod i livet at bekymre sig lidt ekstra. Honestly – det er ikke altid nemt at have en baby (det havde jeg heller ikke regnet med), men det er det hele værd. Jeg ville ikke være vores lille familie foruden og jeg glæder mig så meget til alt det vi skal opleve sammen. Det kilder helt i maven bare at tænke på alt det vi skal sammen.

Jeg har masser af tanker omkring både graviditet og livet som mor, som jeg gerne vil dele med jer. Bl.a. er jeg blevet spurgt om hvordan det er ikke at være gravid længere? Er livet som mor som jeg forventede? Det vil jeg gerne svare mere på i et andet indlæg. Men inden jeg skriver det vil jeg gerne høre om der mon er andet I gerne vil spørge om?

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook