fødselsberetning #2

Læs det foregående afsnit her…

Den søde (pokkers) ventetid

Ugerne gik og jeg nærmede mig min terminsdag i slutningen af august 2015.

Da jeg var gravid i 34. uge, i juli måned, blev vi gift – et bryllup vi fremskyndede fra en oprindelig planlagt dato kun 12 dage før min terminsdato. Da vi fandt ud af jeg var gravid var tankerne mange om hvad vi skulle gøre med vores planlagte bryllup og da jeg var bange for at gå i fødsel under festen måtte vi hellere gøre det lidt tidligere på sommeren, tænkte jeg. Jeg skulle blive klogere. 12 dage før min termin var jeg stadig rundere end nogensinde før. Der var absolut ingen fødsel i farvandet. Jeg havde en livlig pige i maven og tænkte hver dag, at NU måtte det snart være…

Vi var i venteposition. Turde ikke tage for langt væk fra hjemmet i tilfælde af pludselig fødsel og da jeg en dag ringede midt i min mands arbejdstid for at stille et simpelt spørgsmål om hvorvidt han skulle have vasket noget bestemt tøj, blev det straks klart, at vi begge var mere end bare spændte på hvornår slaget skulle stå. Jeg kom ikke igennem på telefonen og da han ringede retur til mig hørte jeg den ikke. Han blev vidst lidt panisk og jeg blev bedt om ikke at ringe med bagateller så tæt på terminen, fordi han for alvor troede, at han nu skulle ræse hjem og var blevet bange, da han ikke kunne få fat i mig.

Terminsdagen og tålmodighed på prøve

Det skulle dog vise sig at blive lidt af en tålmodighedstest. Vi nød tiden op til terminen så godt vi kunne, som alle folk velmenende foreslog. “Nyd det nu!” Hmm, nyd hvad, tænkte jeg? Jeg er tung og ikke særlig adræt, har plukkeveer og vil egentlig bare gerne føde! Og ærlig talt, når man har båret rundt på et lille nyt liv i 9 måneder og nærmer sig slutspurten – så vil man faktisk gerne bare have ‘det overstået’ og se hvad det er maven har gemt på.

Forstå mig ret. Jeg synes det var absurd, da jeg så folk i min Facebook terminsgruppe (jeps, sådan nogle findes) have travlt med at føde deres babyer, da de kun var gravide i uge 36. Men da jeg selv nåede min terminsdato i slutningen af august var jeg også mere end klar på alt fra brystnulring til hovedrengøring og diverse alternative igangsættende aktiviteter og ditto madretter. Men intet syntes at virke. På min terminsdag cyklede jeg små 10 km. Der var 20 % på alt i H&M og tilmed gratis morgenmad – endda med min favorit gravid craving (croissanter, ja tak!). Så jeg gjorde et forsøg på at shoppe til min efter-gravid krop, hvilket egentlig er noget jeg kun kan fraråde folk at gøre. Køb lidt kluns, men ikke for meget. Man vil alligevel gerne have noget pænere når kroppen engang tager sig lidt pænere ud end den gør de første uger. Det var et sidespring – lad os komme tilbage på sporet.

Trods en god cykeltur, som endte med at blive en våd en af slagsen i piskende regn, gik jeg ikke i fødsel. Hver gang vi besøgte jordemoderen til kontrol sagde jeg “jeg tror ikke vi når at komme til vores næste aftale, jeg har født inden”… Fast forward til en uge efter min termin. Jeg ligger på briksen hos min jordemoder og lader en jordemoderstuderende give mig hindeløsning. For jeg er klar. Og det virker baby også til at være. Jeg har læst de fleste steder, at hindeløsning burde virke inden for 24 timer – så jeg går spændt hjem den morgen efter besøget hos jordemoderen og venter…

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook